Holbæks bedste fodboldhold nogensinde samles igen

20. september 2015

Af Jørgen Rasmussen

 

”Vi havde nogle fantastiske år sammen omkring fodbolden og HB&I. I år er det 40 siden, vi havde landets bedste fodboldhold. Det vil vi gerne mindes og fejre med anekdoter og løgnehistorier fra dengang.”

 

Sådan cirka står der i invitationen fra et festudvalg bestående af Stig Jarlfeldt, Bosse Håkansson og Per Tofte – henholdsvis holdleder, træner og spiller fra succesholdet fra 1975.

 

De har inviteret de tre nulevende bestyrelsesmedlemmer fra dengang – Børge Pedersen, Arne Kryl og Stig Jarlfeldt - samt spillere og trænere, holdledere og UK fra årgang 1975 og 1976-holdene til jubilæumsfest fredag den 25. september.

 

Omkring 30 har meldt sig til arrangementet, der begynder kl. 16.00 hos Intersport i Nygade, hvor tilskuere fra dengang og alle andre interesserede kan kigge forbi, gætte navne på de nu aldrende herrer – og få en fodboldsludder med de spillere, der gjorde Holbæk til Danmarks førende fodboldby.

 

I 1975 var Holbæk kun dårligere målscore end Køge fra at blive dansk mester. Samme år nåede holdet også hele vejen til finalen i DBU´s landspokalturnering, så man kan vel med nogen rimelighed argumentere for, at netop det år var ingen danske hold bedre end Holbæk.

 

Årene omkring 1975 var heller ikke dårlige. Fjerdeplads i 1. division (landets bedste række) i 1974, sjetteplads og for andet år i træk (tabt) landspokalfinale i 1976.

 

Foto: Bosse Håkansson (øverst) og Stig Jarlfeldt, to af initiativtagerne til sammenkomsten.