HB&I er klar med et helt nyt senior set up til 2. og 3. hold

14. juni 2015

HB&I´s stramme økonomi er på plads og under kontrol, 2. divisionsholdet har under konstant udvikling klaret klubbens succes-kriterium ved at bevare divisions-status i en udfordrende genopbygnings-sæson, førsteholdets træner-team har forlænget deres kontrakter og står dermed for kontinuitet på dén front.

 

Næste top-prioriterede fokus-punkt i HB&I er revitalisering, genopbygning, af klubbens gennem flere år hensygnende og forsømte senior-afdeling.

 

Første konkrete skridt bliver et informationsmøde i klubhuset

 

Mandag den 22. juni kl. 19.00

 

På mødet vil en af initiativtagerne til det ambitiøse ”projekt genopbygning”, klubmennesket og A-træner uddannede Brian Bo Jensen og hans to træner-assistenter, Michael Bisgaard og Tommy Larsen, fortælle om deres planer om at få en god og udviklende seniorafdeling til at fungere i HB&I.

 

Ambitionen er dels at få nuværende senior- og U19-spillere til at blive i klubben, dels at få tidligere HB&I´ere tilbage i folden og dels at tiltrække nye senior-spillere til klubben.

 

En af de måder, det nye træner-team vil forsøge at indfri de store ambitioner på, er ved at tilbyde et attraktivt træningsmiljø.

 

I det nye senior set up tilbydes spillere til HB&I´s 2. og 3. hold træning tre gange om ugen – mandag, onsdag og torsdag fra klokken 17.30 – 19.00. Samme tidspunkter som førsteholdstruppen.

 

Første træning efter sommerferien er onsdag den 15. juli kl. 17.30.

 

Alle interesserede – både klubbens nuværende og tidligere og helt nye spillere – er meget velkomne, understreger Brian Bo Jensen (foto).