Hård skæbne for U19

20. september 2015

HB&I - Vanløse 0-1 (0-0)

Tilskuere: 40

Af John Friis

Hvordan spiller man mod et hold, der som udgangspunkt står endog meget lavt og udelukkende lever på omstillinger? Holbæks U19-mandskab fik søndag på Sure Park mulighed for at øve sig i denne disciplin.

I første halvleg gik det for så vidt fint. Når bolden blev spillet hurtigt rundt og ud på kanterne opstod flere tilbud, som kunne have resulteret i et føringsmål, som givetvis havde ændret kampforløbet. Manglende præcision og skarphed i de afgørende situationer gjorde, at dette forløsende mål aldrig kom.

"Desværre får vi ikke scoret et par mål i 1. halvleg, hvor vi havde muligheden for at lukke og slukke. Et i forvejen meget defensivt Vanløse-hold valgte så at stå endnu lavere i 2. halvleg, og vi havde det svært med at få dirket den meget lave organisation op.", sammenfattede træner Asger Madsen kampen.

Den ikke særlig publikumsvenlige kamp fandt sin afgørelse små 10 minutter før tid. Et frispark, som samtidig kostede 10 minutter på bænken, resulterede i kampens enelige mål, som altså stik imod spil og chancer tilfaldt gæsteholdet.

Man forstår trænerteamet, når de synes, at det var en hård skæbne, deres mandskab var blevet udsat for - og det var bestemt ikke den slags fodboldkampe, der får folk på lægterne.

Foto: Nicolai Madsen spillede en god kamp og styrede forsvaret med stor autoritet