Håkansson sendte sig selv på banen til sidst

12. april 2015

Af søm

 

Der kunne ikke sættes pilfingre på Fremad Amagers revanchesejr over Holbæk i Sundby Idrætspark. Det anerkendte Holbæk-bossen Stefan Håkansson, der i de sidste minutter opnåede at blive spillende træner.

- Generelt var Fremad Amager 10 procent skarpere end os, og spillemæssigt fik de mere ud af medvinden i første halvleg, end vi gjorde efter pausen, lød det fra cheftræneren efter Fremads 3-2-sejr.

Han trak hurtigt i en Holbæk-trøje nogle få minutter før tid i kampen og skiftede sig selv ind i stedet for Jonas Bengtsson, der havde scoret sit holds første mål. Det blev der mukket lidt over – og Bengtsson forstod det i hvert fald ikke.

- Jeg kunne måske have valgt en anden, men det skulle gå hurtigt. Jeg bragte mig selv i spil for at få noget fysik ind og skabe uro i Fremads forsvar. Det er okay, at Jonas er utilfreds med at blive skiftet ud. Det skal fodboldspillere være, lød det bagefter fra Stefan Håkansson.

Han tog efter første halvleg backen Andreas Elkjær ud og erstattede ham med Jonas Jakobsen. Birol Serinkanli blev derefter rykket fra midtbanen ned på venstre back.
- I trænerteamet troede vi i første omgang, at Andreas havde fået et gult kort - men det havde han ikke. Der lå dog også nogle taktiske grunde bag udskiftningen. Vi havde ikke skabt ret meget fremadrettet ovre i venstre side i første halvleg, og meningen var at sætte Birol og Mohammed Asrihi bedre i scene, forklarede Håkansson.


I sine minutter på banen var cheftræneren i infight med Fremads Malik Conradsen - også når bolden var væk. Det handlede om at skabe rum og Fremad-forvirring, men effekten udeblev altså.
Stefan Håkansson var tilfreds med indstillingen hos sit hold i den svære udekamp, men ikke med at teknikken ofte svigtede - med boldtab som resultat.
- Jeg kunne ønske mig større koncentration i de tekniske færdigheder. Der var for mange uprovokerede fejl, noterede han.

Holbæk har foreløbig to nederlag, en uafgjort og en sejr i foråret og er ikke rykkket afgørende fri af nedrykningsstregen. På søndag kommer Hvidovre på besøg på Holbæk Stadion i 2. division øst. Det københavnske forstadshold åbnede foråret med 1-1 mod topholdet Helsingør, vandt derefter i påsken med 4-0 over Herlev og tabte med samme cifre til HIK.

I fredags slog Hvidovre på hjemmebane bundholdet Svebølle med 2-0, og efterårets hjemmekamp mod Holbæk blev i august vundet med 4-3