Frode forstod ikke den københavnske humor

9. april 2015

Af søm

 

Frode Svenningsen var bestemt ingen tøsedreng, men den legendariske leder fra Holbæks storhedstid i landets bedste fodboldrække var ikke vild med udekampene i Sundby Idrætspark og Vanløse. Og det var spillerne heller ikke.

 

For 40 år siden - i 1975, hvor holbækkerne lige akkurat gik glip af DM-guldet og også blev slået i landspokalfinalen - tabte træner Bosse Håkanssons hold i efteråret med 1-3 til bundholdet Fremad Amager i Sundby og fik kun 0-0 i Vanløse.

 

Den målløse kamp var sæsonens næstsidste og kostede Holbæk det afgørende skridt i mesterskabskapløbet i et stort sjællandsk år. Køge snuppede førstepladsen, Holbæk blev toer og Næstved nummer tre.

 

I et forskræp til Vanløse-kampen stod der under overskriften ”Vi forstår ikke humoren i København” sådan i Ekstra Bladet:
- Vi er faktisk ikke ret begejstrede for formiddagskampe i København. Atmosfæren er så forskellig fra den, vi plejer at være omgivet af, siger Holbæks holdleder Frode Svenningsen.


På journalistens spørgsmål om et konkret eksempel, svarede Svenningsen:
- Det er svært, for vi er jo fra landet. Jeg ved ikke, om tilskuerne er mere kyniske i hovedstaden. Tilråbene er i hvert fald nogle gange barske. Men ellers kan jeg ikke forklare det.

Frode Svenningsen, der i årenes løb bestred adskillige funktioner i HB&I - blandt andet formand - og blev udnævnt til æresmedlem, tilføjede:
- Det er derimod indlysende, at det er et handicap for os at skulle spille klokken 10 om formiddagen, når vi er vant til at spille enten eftermiddags- eller aftenkampe.

 

Med søndag formiddag klokken 10 som starttidspunkt til Fremad Amagers hjemmekampe og flere tusinde - lad os kalde dem for entusiastiske på grænsen til det fanatiske - tilskuere omkring banen, var det dengang meget rammende, at Sundby Idrætspark blev kaldt for ”Københavns største morgenværtshus”.

 

Der var ofte pænt høje promiller på lægterne, og stemmebåndene blev mere og mere slidte, som kampen skred frem. Både udeholdet og dommeren fik hårde ord med på vejen, hvis de ikke ”makkede ret”. Det skete også, at dommeren måtte eskorteres fra banen af kontrollører.

 

”Bosses jerndrenge smeltede i Sundbys heksekedel” lød overskriften i den for længst afdøde avis Aktuelt efter Fremads overraskende sejr. Formiddagskampe er der ikke længere i Sundby, og hverken Fremad Amager eller Holbæk har hovedroller i dansk fodbold. Der er heller ikke 4000-5000 tilskuere til hjemmekampene i Sundby Idrætspark mere, men klubben kan i 2. division dog ofte mønstre omkring 1000 tilskuere. De ser hjemmeholdets spillere løbe på banen, mens Kim Larsen skråler ”Vi er dem de andre ikke må lege med - vi er det dårlige selskab” i højttalerne.

 

Så humoren og folkeviddet på Amager er intakt - men i søndagens kamp kan Holbæk-spillerne forhåbentlig undgå den kølige modtagelse, de fik i slutningen af oktober i 1975. For dem var Sundby Idrætspark ikke kun en varm heksekedel. Der var hundekoldt omklædningsrummet, og i Holbæk-lejren var træner Bosse Håkansson vred:

 

- Skulle vi fryses ud? Der var ingen varme i omklædningsrummet. Spillerne sad og skuttede sig med frakker og handsker på, fnyste han i en af mandagsaviserne.

 

 

 

Foto 1: Frode Svenningsen sidder her yderst til venstre i Holbæk-boksen under en kamp mod Vejle i 1977. De andre holbækkere er Stig Jarlfeldt, Bosse Håkansson og Arne Kryl. De har, noget usædvanligt, selskab af dommer Holger Christensen, der måtte udgå med en fibersprængning.


Foto 2: Sådan varmede Ekstra Bladet i oktober 1975 op til Holbæks udekamp mod Vanløse.