Godkendt for U15 i Øst1

31. august 2015

Fornuftig sæsonstart for U15 i Øst1 – senest sejr mod FC Roskilde

U15-holdet er rykket op i den bedste række, Øst1, efter et par gode halvsæsoner rækken under. Programmet for de første kampe så svært ud med kampe mod FC Nordsjælland (Farum) ude og derefter hjemmekamp mod FCK. Premieren bød på en 7-0 snitter i Farum, hvor ikke meget lykkedes mod en stærk modstander. HBI-drengene viste helt andre takter i hjemmekampen mod FCK med et 0-1 nederlag. Den defensive organisering fungerede og FCK kom trods spildominans kun til få chancer, og sejrsmålet faldt først 10 minutter før tid på et tidspunkt hvor udeholdet ellers var begyndt at virke lidt rådvilde. I de sidste minutter var HBI endda meget tæt på at hente et point med en afslutning, der kyssede ydersiden af stolpen.

undefined

Sæsonens tredje kamp var ude mod FC Roskilde, og her ville drengene meget gerne på tavlen. Tidligere kampe mod FC Roskilde har givet Holbæk-sejre, så der var noget at have forventninger i.

Indledningen på kampen var forholdsvis henholdende fra begge sider, men snart med et overtag til Holbæk, der spillede mere fremad end Roskilde. HBI-træner, Klaes Egel Rasmussen, kunne glæde sig over, at taktikken med at lukke ned for Roskildespil igennem det centrale rum, lykkedes, og uden at deres kanter kom til farlige indlæg. Generelt var det en fornøjelse at se, hvordan Roskildes spillere kun sjældent fik lov at blive retvendte på Holbæks banehalvdel.

Efter 11 minutter blev bolden stukket helt frem til August Mogensen i højre side tæt på baglinjen. Han spillede den skråt tilbage, hvor Magnus Sørensen var gået med frem, og på trods af vinklen fra højre side af feltet sparkede på mål med højrebenet – en god beslutning, da bolden i en halvhård bue fandt vej over målmanden og ind i netmaskerne ved fjerneste stolpe. Et flot mål efter et flot opspil.

Holbæk fortsatte med at dominere med god bevægelse og fornuftige opspil fra egen zone gennem midtbanen. Motorrummet hos Holbæk består ikke af de største spillere, men teknikken fejler ikke noget, og mod Roskilde havde de overtaget gennem det meste af kampen. Det skulle blive en dødbold efter 21 minutter, der gav det næste mål. Et frispark i højre side blev af Marcus Andersen lagt ind i bagrummet, og her var en af de store drenge fra midterforsvaret, Emil Staugaard, gået med frem. Med god timing i opspringet fik han dirigeret hovedstødet modsat, hvor det ikke lykkedes Roskildekeeperen at få ordentligt fat i den – 0-2 til Holbæk, der også var stillingen ved halvleg.

I pausen glimrede Roskildetræneren med en ”peptalk”, der sandsynligvis har kunnet høres i hele kommunen. Om det var efterskælvet der stadig hang i Roskildedrengene i starten af anden halvleg skal være usagt, men efter 4 minutter virkede de noget handlingslammede - Holbæk brød på egen banehalvdel og da Magnus Sørensen på kontraen fik lov at drive den frem over en halv bane uden synderlig indgriben valgte han til sidst at sparke til den langt udefra. Målmanden var ikke nået langt nok tilbage og måtte se bolden sejle i mål til 0-3.

Herefter havde Roskilde deres bedste periode, hvor de fik rykket spillet lidt længere frem og også havde et farligt forsøg, der dog blev snuppet af Marcus Juhl i Holbæk-målet. Det lykkedes således ikke Roskilde at få comeback, og da der efter 59 minutter blev begået straffespark mod Holbæks Marcus Stoltenberg, og Roskilde samtidig måtte tage en udvisning, så det ud til at kampen var endeligt afgjort. Straffesparket blev desværre snuppet af Roskildekeeperen, men et unødvendigt frustrationsfrispark et par minutter senere, førte til endnu en udvisning, og de sidste 10 minutter blev derefter spadseret hjem af HBI.