Formanden: Vores træner-team og spillere har gjort det fremragende

10. juni 2015

Af Jørgen Rasmussen

 

Det kommer som en tilføjelse fra formanden:

 

”Så snart alle andre aftaler er på plads, vil vi naturligvis komme med nye informationer, men indtil da er det vigtigt, at der er fuld fokus på de sidste to kampe.”

 

For der er jo det der med skindet og bjørnen...

 

Men når nu andre medier end klubbens egne rykker for nyheder fra træner- og spillerfronten, så er proppen hevet op, og så må man – i pagt med klubbens mediestrategi – spille med.

 

Kendsgerningen er, at de træner- og spillerkontrakter klubbens elitechef, Asger Madsen, er ved at strikke sammen og sømme fast, har en klausul: de gælder kun, hvis HB&I undgår nedrykning og altså også spiller divisionsfodbold efter sommerpausen.

 

Så er dét på plads. Nu har formanden ordet:

 

”Vi kan snart lægge en meget vanskelig sæson bag os. Med succes, tror vi på. Målet var at sikre forbliven i en 2. division, der ændres og, må vi regne med, bliver betydeligt stærkere til næste sæson, end den har været i mange år, måske nogensinde.”

 

Han henviser til, at nedrykkerne fra 1. division er gamle, hæderkronede traditionsklubber som Brønshøj og AB, og at der blandt andre stor-satsende 2. divisionsklubber i næste sæson er Frem, Fremad Amager, Hvidovre og nu senest sponsor-nyrige Nykøbing FC.

 

Det bliver, på papiret, hårde og interessante modstandere med stolte historier, stort selvværd, store ambitioner og stort tilskuerpotentiale – både hjemme og ude. Hvis de hold samles i øst-kredsen, bliver der knald på.

 

”Vores trænerteam har ydet en fremragende indsats sammen med vores meget unge spillere, og derfor er det glædeligt, at aftalerne med trænerteamet er på plads. Som bekendt er der kommet styr på økonomien, og vi er i fuld gang med at udvikle vores klub på en lang række andre områder.”

 

Styr på økonomien, så skal der satses..?

 

”Ansvarligt. Og med omtanke. Selv om der er kommet styr på økonomien, så betyder det ikke, at HB&I er blevet en velhavende klub. Vi kan ikke bare gøre, hvad vi måske har lyst til, når vi skal disponere på træner- og spillersiden. Men vi er trods alt noget bedre stillet end for et år siden, og det udnytter vi til at skabe de - under omstændighederne - bedst opnåelige muligheder for, at vi til næste sæson kan spille med, hvor det er særlig sjovt i den nye 2. division.”

 

Foto: Kenny Jensby