For 40 år siden havde de det i fødderne - nu snakker de kun

26. september 2015

Af Jørgen Rasmussen

 

Der blev gået seriøst til anekdoterne fra ”dengang”, da 30 spillere og ledere fra HB&I´s gyldne årgange 1975-76 fredag mødtes til 40 års jubilæums-komsammen – først i sportsforretningen Intersport i Nygade, hvor alle blev forsynet med jubilæums-trøjer, og senere i HB&I´s klubhus, hvor festmiddagen, rejecocktail og oksesteg med det hele, blev indtaget i de få og korte talepauser.

 

I sæsonen 1975 sluttede Holbæk som nummer to i landets bedste fodboldrække,1. division dengang, og vandt altså sølv á points med Køge, som blev danske mestre på bedre målscore. Samme år tabte Holbæk landspokalfinalen i Københavns Idrætspark 0-1 til Vejle. Året efter nåede holdet også landspokalfinalen, denne gang blev det 1-2 nederlag mod Esbjerg.

 

Det var i sandhed et par sæsoner, der fik Holbæk i overskrifterne på landsdækkende medier, så et 40 års jubilæum er nok værd at markere, mente – og mener - initiativtagerne bag sammenkomsten Bosse Håkansson, Stig Jarlfeldt og Per Tofte.

 

Det store fremmøde gav dem ret. Og vist allerede inden hovedretten kom på´bordet, havde de tilstedeværende besluttet, at succes´en skulle gentages. Ikke om 40 år, men allerede til næste år.

 

Blandt de underholdende talere under middagen var fra lederside Stig Jarlfeldt og Børge Petersen og fra spillerside nogle af datidens store profiler Torben Hansen, Poul Aabling og Palle Krath, som motiverede en ordentlig klapsalve til arrangørerne og i særdeleshed ”manden bag succes-holdet” , træner Bosse Håkansson - som tydeligvis kunne li´ hvad han hørte og kvitterede med en veloplagt tale om ankomsten til HB&I, og hvordan han skabte klubbens bedste hold nogensinde med et kuld talentfulde ynglingespillere og et par mere erfarne tilkomne profiler.

 

På fotograf Per Jensens foto fra Intersport ses: Stig Jarlfeldt, Børge Petersen, Bosse Håkansson, Arne Kryl, Per Tofte, Niels Tune, Allan Hansen, Torben Hansen, Poul Aabling, Søren Lindsted, Benno Larsen, Bjarne Johansen, Palle Krath, Peer Svenningsen, Jens Johansen, Henning Brøchmann, Ib Gregers Hansen, Hans E. Andersen, Atli Hedinsson, Preben Olsen, Ivar Krebs, Finn Christensen, Finn M. Jensen, Leif Pedersen, Hans E. Knudsen, Benny Nielsen, Per ”Buster” Christiansen, Torben ”Thisted” Nielsen, Ole Rasmussen samt værten Jan Gottschalk fra Intersport.

- klik på billedet for at forstørre det, og gæt selv, hvem der er hvem.