Et kvarter var nok

28. september 2015

Brøndbyernes IF - HB&I 0-3 (0-3)

0-1 Jesper Halling (5), 0-2 Jesper Halling (13), 0-3 Jesper Halling (17)

Tilskuere: 40

Af John Friis

Godt et kvarter inde i kampen mandag aften i Brøndby var spændingen forduftet. Gæsterne havde på imponerende vis bragt sig foran med 3-0 og havde efterfølgende flere store chancer til at udbygge føringen.

Det var da også et tilfreds trænerteam, der efter kampen udtalte, at det var "en koncentreret indsats i 2 x 45 minutter, hvor der blev vekslet godt mellem det direkte spil og perioder med possion (på deres halvdel)."

Det blev 1-0 allerede i det 5. minut, da Jesper Halling headede en presset målmands spark i nettet. Han gjorde det til 2-0 i det 13. minut, da han trak fri på venstre kant og scorede sikkert. Han fuldendte sit hattrick i det 17. minut, da han sendte bolden i mål efter et dejligt indlæg fra Mads Larsen på venstrekanten.

"Jeg synes, at vi spiller dem rigtig godt, og er meget tilfreds med løb for boldholder, hvor der stort set i hele kampen bliver fundet gode løsninger. Er bestemt også tilfreds med den generelle løbevillighed og den måde, der bliver investeret i nærkampene", sammenfattede træner Asger Madsen kampen.

Forsvaret spillede en næsten fejlfri kamp og tillod ikke Brøndbys dygtige angribere ret meget. I det hele taget hang kæderne godt sammen og der blev foretaget en masse gode løb.

"Brøndby kunne have fået en ordentlig snitter, men der er ingen tvivl om, at dette clean sheet også har betydning for de næste kampe", afsluttede Asger Madsen sin vurdering af kampens betydning for holdet.

Næste kamp er også en udekamp. Lørdag eftermiddag kører spillerne sydpå til Nykøbing Falster. Kan de præstere på samme høje niveau som på Vestegnen, er det ikke umuligt at få noget retur fra den svære udekamp.

Foto: Niclas Sørensen var en af de forsvarere, der ydede en flot indsats.