Erfaren målmand vender tilbage til HB&I

27. januar 2015

Den bundsolide ankermand bag Svebølles fodboldsucces de senere år, målmanden Nicky Jensen, 30, vender nu fra årsskiftet tilbage Holbæk Bold og Idrætsforening, hvor han med sin stabilitet og erfaring skal være med til at sikre klubbens forbliven i 2. division, når regnskabet er gjort op efter forårets afgørende kampe.

Nicky Jensen spillede i HB&I som ungdomsspiller, og ifølge Mads Munkholms opgørelse på www.holbaek.fodboldarkiv.dk nåede han også i perioden 2003-2009 i alt 22 gange at repræsentere HB&I/Nordvest FC, inden skiftet til Svebølle.

Nicky Jensen var blandt andet med i kampene i den mindeværdige sæson 2008-2009, da Nordvest FC nåede helt til semifinalen i landspokalturneringen, hvor det blev til to hæderlige nederlag mod selveste FC København.

Ifølge HB&I´s elitechef Asger Madsen er Holbæk B&I i vinterens transfervindue på udkig efter forstærkninger til førsteholdstruppen.

"I den optimale verden skal vi have tilknyttet en forsvarsspiller og et par offensivspillere som kan forstærke vores start-11´er. Og det må gerne være spillere med en alder og erfaring, som vores mange unge spillere kan læne sig op ad", siger Asger Madsen.