Det store talent der ikke blev Kongen af Holbæk

19. november 2015

 

Der var høje forventninger til Søren ”Charlie” Christiansen, som dog nåede kun 40 kampe på Holbæks førstehold. Men der er andet i livet end fodbold - og han ærgrer sig kun over én ting.

Af søm

 

undefined

Charlie og reporteren.
Skriveren er i sin souvenirtrøje fra et lokalopgør i foråret 1995 mellem
Lazio og Roma. Bag på den står i øvrigt Lazio-opstillingen, der talte
navne som Nesta, Fuser, Di Matteo og Signori, med Paul ”Gazza”
Gascoigne på bænken. Lazio vandt med 2-0.

 

Det var Inga og Katinka, Smukke Charlie på sin ...

Nixen bixen. Ingen amerikansk kværn på villavejen. Det er en fuldblods italiensk racercykel af fabrikatet Bianchi, Søren ”Charlie” Christiansen trækker gennem havelågen og ind på den røde løber, der er rullet ud for ham.
- Og det er kun min bycykel, kommenterer han beundringen.

 

Engang var han på samme tid et stort talent og fodboldens Skrækkelige Olfert i Holbæk, men den tidligere førsteholdsspiller står her ikke i sit stiveste pynt. Det er heller ikke lørdag aften, og der er ikke noget bal. På en hverdag er han driblet gennem byen på to hjul, fra Nørrebro til Amager, i  afslappet formiddagskluns og med en pose gamle minder i skuldertasken.

Charlie kommer til kaffe og nostalgisnak om sig selv og om fodbold. Med plads til afstikkere. Den 44-årige københavner, der har ladet skægget med de første hvide stænk falde, ser frisk ud og kan godt gå for at være midt i 30'erne. Hans krop er ældre ...

undefined

Søren ”Charlie” Christiansen med bycyklen på den røde løber.
Klar til at tale om fodbold og livet.
Foto: søm

- Jeg må faktisk ikke cykle i høje gear, siger lægerne. Eller gå på trapper. Det er på grund af  slidgigten efter mine store knæoperationer, fortæller han, mens raceren trilles om i baghaven.

Og den røde løber? Den er fundet frem, fordi dagens gæst engang kunne være blevet konge af Holbæk. Det er da noget, hvabehar!?

- Det er rigtigt, at nogle af mine gamle kammerater siger sådan. Det er mest, når de har fået lidt at drikke. Stefan Schmidt har et par gange præsenteret mig for nogle af sine fodboldvenner med ordene ”han er det største talent, der har spillet i Holbæk”, fortæller han.

 

Det er store ord, og måske er de et eksempel på den sorte humor, vennekredsen benytter. Men skåret ind til benet mener de snarere, at Søren ”Charlie” Christiansen i 1990'erne havde alle muligheder for at blive et stort fodboldnavn. Fejret og feteret - og jævnligt på forsiden af lokalavisen. Som sidegevinst havde han kunnet score fra øverste hylde i nattelivet, griner kammersjukkkerne.

Det sidste lader vi dampe som en teori over stempelkaffen, mens vi går ombord i basser og bold. Da det et par timer senere er sunket gevaldigt i mokkaen, brødet er reduceret til restkrummer, og fodboldpassiaren ebber ud, har Søren ”Charlie” Christiansen demonstreret en omfangsrig og detaljemættet hukommelse. Lige fra sit antal mål i en lagkageturnering for børn i HB&I til beskrivelse af kampsituationer på 2. divisionsholdet. Og han har nævnt 79 forskellige navne.

 

Hovedparten af dem er fra Holbæk, og de fleste af dem relaterer til byens største fodboldklub. Men også basketfolk - som dreng spillede Charlie i Holbæk Basketballklub - samt hans nærmeste familie plus nogle kendte danske fodboldspillere og flere udenlandske stjerner bliver nævnt. 

Såmænd om ikke også Cutfather, alias Mich Hedin Hansen, og Olafur Eliasson sniger sig ind i snakken. De er tre-fire år ældre, men var blandt breakdance-vennerne, da Charlie som tidlig teenager i nogle år boltrede sig i Holbæks hiphop-miljø.

 

Det er alt sammen interessante sidespring, men vi når også frem til det, der skal være temaet. Hjemmesiden har sat sig for at få hovedpersonen selv til at kaste lys over, hvorfor et åbenlyst stort talent kun blev noteret for 40 kampe og to mål på Holbæks førstehold. Endda i en periode, der strakte sig over små 10 år fra debuten, ude mod Fremad Valby, i 1989. Om dén:

- Jeg var vist blevet uvenner med ynglingetræner Leif Michaelsen efter et nederlag på 1-6 til Køge, og han sendte mig ned på andetholdet. Derfra blev jeg udtaget til førsteholdet af Jørgen Jørgensen. Det er vist ikke sket før i HB&I - direkte fra anden ynglinge til første senior. Jeg kom ikke med i 13-mandstruppen, men fik min debut kort efter. Kom  ind fra bænken i Valby og var lige ved at udligne på et frispark. Men vi tabte.

 

Ideen er, at samtalens omdrejningpunkt skal være det, som nogle kalder for det uforløste talent. En klassiker i fodboldens verden - og alle mulige andre steder. Forklaringerne på, at talentet ikke folder sig ud, kan være mange.

 

Lad os dykke ned i eksemplet Søren ”Charlie” Christiansen, som fodboldfolk i Holbæk også husker med disse etiketter: Boheme, flipper og livsnyder.

 

At mange havde høje forventninger skyldtes hans præstationer som ungdomsspiller. Højtråbende og irriterende kunne han være - og fra at være en purk, der scorede masser af mål, udviklede Charlie sig til en ægte 10'er. Med stort overblik og en gennem mange træningstimer finpudset teknik. Dertil en god fysik (”jeg har altid haft store lår og var svær at vælte”) og den instinktive evne til at se blottelser i modstandernes forsvar.
- Michael Laudrup har altid været mit forbillede, slår han fast.

 

undefined

Avisudklip fra 1991, hvor Holbæk hjemme vinder med 2-1 over
Brøndbys andethold i danmarksserien.
På billedet svinger Charlie i fin stil venstreskøjten, mens Brøndbys Tommy Schramm forsøger at komme i vejen.


Når Charlie skal analysere, hvorfor han ikke fik et gennembrud, er nogle af nedslagspunkterne disse:

Flere alvorlige skader og komplicerede operationer.
En periode med en afslappet livsførelse og mange byture, øller og damer.
Stor skuffelse over, at skaderne forhindrede en karriere i collegefodbold i USA.

Nogle langhårede og flippede år, da han var først i 20'erne. Der blev røget en del fjolletobak.

Hyppige bopælsskift i forbindelse med en filmuddannelse i England og nogle års it-job i Holland.


- Jeg var på det sjællandske unionshold som både junior og yngling og med til stævnerne mod de andre landsdele. Mod Fyn spillede jeg overfor Thomas Helveg og syntes selv, at jeg kørte rundt med ham. Scorede også på saksespark mod dem. Da jeg blev 18 år, mente jeg, at ikke mange i landet var bedre end mig. Men jeg blev aldrig udtaget til et landshold, og allerede et par år senere indså jeg, at det alligevel ikke blev til det helt store for mig i fodbold, lyder det i Charlies tilbageblik.

Som 44-årig er Søren ”Charlie” Christiansen nu en mand i balance med sig selv. Der er langvarig sygdom i den nærmeste familie og kombineret med et travlt job gav det en periode med stress og nedtur. Den er behandlet og gjort til fortid.

 

 

Charlie og reporteren. Skriveren er i sin souvenirtrøje fra et lokalopgør i foråret 1995 mellem Lazio og Roma. Bag på den står i øvrigt Lazio-opstillingen, der talte navne som Nesta, Fuser, Di Matteo og Signori, med Paul ”Gazza” Gascoigne på bænken. Lazio vandt med 2-0.


Navnet Charlie betyder fri mand. Og han er en lykkelig single, med cykling som står passion.
- Begge mine storebrødre har familie og tre børn. Måske er jeg også den uforløste voksne, siger han og lader et skævt smil ledsage bemærkningen.

Efter en periode som nedrivningsarbejder kom han ved et tilfælde til at arbejde med blinde autister for 14 år siden. Tog pædagoguddannelsen og er efter en årrække på en Nørrebro-skole blandt børn med  autistist- og ADHD-diagnoser nu skiftet til firmaet Autisme-konsulenterne. Her har han 32 timers vagter ad gangen med mandsopdækning af en voksen klient, og giver mange fridage.

 

Charlie tager ordet:
- Altså. Jeg har det sådan, at bare man får et godt liv, er det fint. Det eneste, der ærgrer mig, er, at mine knæ ikke længere er, hvad de har været. Det er ikke den røde Ferrari og de store penge, jeg aldrig tjente som fodboldspiller, der nager. Det er, at jeg aldrig prøvede at spille formasser af tilskuere. Jeg tror, at det ville virke motiverende på mig. Så skulle jeg dæmpe mig, og jeg ville tænke, at ”nu skal du ikke opføre dig som en idiot. Prøv at kanalisere det ned i fødderne, Charlie!”

Modgang har han som fodboldspiller mødt i form af skader. Især en korsbåndsskade kostede energi.
- På et tidspunkt får man nok altid at være under genoptræning. Jeg begyndte med en livsførelse, der var lidt … anderledes. Jeg prioriterede andre ting i livet, noget menneskelighed. Nogle er kommet længere i fodbold på at kunne mindre end mig. Men jeg er ikke misundelig. Og hvis ikke jeg havde holdt pause i fem år, havde jeg måske ikke kunnet gå i dag!

 

undefined

Operationer i begge ben kostede lange pauser fra fodbolden. Charlie viser ar.



Charlie kan huske, at HB&I's klubblad engang havde ham som ”månedens profil”, og at der stod noget i retning af, at han var en gudsbenådet fighter, som dog ikke havde luft nok til en hel kamp.

- Jeg sad og stirrede på det og fattede ikke en brik. De havde misforstået min type fuldstændig, det var absolut ikke det, jeg var. Det tekniske var min force. Det var da også derfor, at John Jensen tog mig med ud at spille indendørs stævner om vinteren sammen med Per Tofte og Kurt Jørgensen da jeg var 17 år, fremhæver  han.

Kort tilbage til det med aldrig at nå tronen. Vi skal have gjort den kongerøgelse færdig.
- Konge af Holbæk? Hvad fanden skulle jeg bruge det til? Der er en verden udenfor, og jeg har altid elsket at rejse, lige fra da vi som børn ofte var ude at besøge min far. Han hedder Per Lars, kendt som P.L. Christiansen. Major og FN-soldat i Libanon, Israel, Syrien og på Balkan. I dag er han pensionist med speciale i detektorfund af ældgamle mønter i Odsherred og omegn.

Fodbold er det slut med for Charlie. Knæene hæver voldsomt, hvis han forsøger med lidt småbold. I Holbæk regner han med, at det også blev til  et godt stykke over 100 kampe på andetholdet - og i  divisionen blev det punktum i 1998, hvor træner Frank Skytte og assistenten Jan ”Krølle” Nielsen tilkaldte ham. Holbæk lå til oprykning, men snublede og sluttede som femmer - ét point fra den fjerdeplads, der som den sidste gav oprykning til 1. division.

- De brugte mig som angriber, og jeg fik otte-ni kampe. Tror ikke, at jeg startede inde i nogle af dem. Jeg var 27 år og ikke i form til en hel kamp. Midt i det hele rejste jeg så til England for at læse filmvidenskab i et år.

Charlie har for tredje gang i år, i september, været på Sardinien for at cykletræne. Bjergene i Cagliari-området er hans favoritterræn.
- Jeg er i bedre form end nogensinde, og min drøm er at flytte til Sardinien og arbejde for et cykelcenter, jeg er kommet til at kende godt. Måske når jeg bliver 50 år. Måske før.

Så kommer den ”rigtige” racer - en knap otte kilo tung tysker ved navn Focus, som han har købt af  vennen Rune Backs - med sydpå. Hvis den da ikke er udskiftet med en ny og lettere model.

 

Og ja, Kongen af Sardinien - han har været der. Han hed Victor Emanuel og blev såmænd royalt overhoved for hele Italien, da de små stater blev til ét støvleland i 1861. Så den titel er taget.

Men mon ikke de ruller den røde løber ud på Sardinien alligevel? For Don Charlie.

 

Og hold nu kæft, Charlie!

Talenterne fik deres eget projekt i Holbæk

Fem hurtige til Charlie