Cheftræneren er optimist, men han ser kun nedad i tabellen

20. marts 2015

Stefan Håkansson er tilfreds med HB&I´s placering som midterhold i 2. division øst inden forårets kampe, og han finder stor motivation i at bevise over for skeptikere, at han og holdet ”vil og kan det her.” 

Af Jørgen Rasmussen

 

En styrket førsteholdstrup med tilført rutine og en tre måneder lang, nu vel overstået, vintertræning med blandt andet et udbytterigt træningsophold i Tyrkiet har fået optimismen og selvtilliden til at blomstre hos HB&I´s trænerstab og spillere forud for forårssæson-premieren søndag den 29. marts mod Boldklubben Frem.

 

Udgangspunktet for HB&I - holdet med den yngste og mindst rutinerede spillertrup og cheftræner - var, og er, at slutte sæsonen blandt de ti bedst placerede hold i 2. division øst, og dermed sikre HB&I divisionsstatus også til den kommende sæson, hvor der indføres en helt ny struktur med færre 2. divisionshold.

Inden forårets kampe er Holbæk placeret som nummer ni i et tæt midterfelt, der ikke har lagt afgørende afstand til alle nedrykningspladserne.

 

Cheftræner Stefan Håkansson er optimistisk og selvtillidsfuld på holdets vegne, selv om han ikke uden videre tør justere klubbens oprindelige succes-kriterium - at undgå nedrykning:

 

Jeg vil gerne have, at der bliver scoret færre mål imod os. Vi har været lidt for gavmilde. Det skal vi sætte en stopper for. Men jeg kigger kun nedad i tabellen. Vi skal først have lagt afstand til bunden. Når det er sket,  kan vi begynde at sætte os andre mål.”

 

Langt bedre rustet til foråret

 

Holbæk-træneren vurderer, at hans hold er langt bedre rustet til forårssæsonen, end det var før sæsonstarten i august sidste år.

”I sommer havde vi en opstart på tre uger med et helt nyt hold. Nu kender vi hinanden og har haft en opstart på tre måneder. Vi begyndte med styrketræningen i december, og i vinterpausen har vi fået god rutine til truppen med (målmand) Nicky Jensen og Mohamed Asrihi. De er gledet hurtigt ind på holdet og bidrager både socialt og med et forhøjet sportsligt niveau.”

Den første uge i marts var hele HB&I´s førsteholdstrup suppleret med fire unge talenter fra den såkaldte A+trup, i alt 26 spillere, på træningsophold i Antalya i Tyrkiet. Et ophold, som ifølge Stefan Håkansson var med til at styrke førsteholdstruppens i forvejen gode sammenhold og kammeratskab.

 

”Vi trænede meget opbygnings- og afslutningsspil, og vi havde stor fokus på at holde nogle faste aftaler på holdet. Tiden uden for træningsbanen brugte vi blandt andet til samtaler med vores  målmænd og vores forsvars-, midtbane- og angrebsgrupper. Vi fik sat ord på vores aftaler og nedskrevet hver enkelt spillers rolle på de forskellige positioner.”

 

Den første kamp er altid svær

 

Holbæks modstander i forårs-premieren på Holbæk stadion, Boldklubben Frem, er et af de hold, der kommer til at spille med om oprykning. Hvad siger cheftræneren til dén opgave:

 

”Svært hold med mange dygtige spillere. De har gjort det godt, og jeg har da også en forventning om, at de holder deres position i toppen. Men den første kamp er altid svær for alle. Jeg er fuld af forventning til mit hold og ser bare frem til og komme i gang med turneringen.”

 

(Foto: Stefan Håkansson – optimistisk cheftræner)