Blandede bolsjer

28. juli 2015

Af John Friis

U19's opstart målt på de to første træningskampe har som en pose blandede bolsjer budt på både sødt og surt.

Næstved - HB&I 1-3 (1-2)

1-1 Mads Moch (35), 1-2 Christian Gettermann (42), 1-3 Jesper Halling (79)

Bortset fra de første 20 minutter af lørdagens kamp, hvor Næstveds U19 Divisionshold - der således spiller en række over Holbæk - med højt pres gjorde det svært for deres gæster, var det Holbæk, der styrede træningskampen, havde bolden mest og helt klart producerede flest chancer.

Efter sydsjællændernes hurtige føringsmål udlignede Mads Moch efter 35 minutter, da han kanonerede bolden op i det ene målhjørne efter et af de mange gode indlæg gæsterne skabte kampen igennem.

Kort før pausen bragte Christian Gettermann sit hold på sejrskurs, da han udnyttede sin højde og tæt under mål headede et hjørnespark i netmaskerne.

Godt 10 minutter før slutfløjtet fulgte Jesper Halling resolut op, da målmanden ikke kunne få kontrol over bolden. Han erobrede den og sendte den ind over stregen og dermed tog den sidste spænding ud af kampen.

HB Køge - HB&I 4-1 (2-1)

0-1 Jesper Halling (5)

Blot 2 dage senere møde U19 Køges meget stærke U17 Ligahold. Selvom de viste sig at være en endog meget svær modstander, blev nederlaget helt klart større end nogen havde forventet, og det var tydeligt, at det gjorde ondt.

Holbæk fik ellers den bedst tænkelige start, da Jesper Halling allerede efter 5 minutter var hurtigst over en ripost og sendte bolden ind bag målmanden.

Resten af kampen sad Køge på og især i anden halvleg - efter et par skader hos Holbæk-spillerne - var deres spilovertag indiskutabelt. De var på dagen det bedste hold, og sejrens størrelse kunne der vanskeligt indvendes noget imod.

Træner Asger Madsen havde efter kampen følgende refleksioner over de to første kampe: "På mange måder var de to kampe modsætningsfyldte. Mod Næstved er vores bagkæde defensivt godt organiseret, og vores offensive spillere finder mange gode løsninger på den sidste tredjedel. Mod HB Køge bærer det i høj grad præg af, at en tung opstart kombineret med en kamp to dage forinden, at vi er langsomme i både tanke og handling. Dertil kommer der nye folk med direkte fra ferien, og dermed også første gang, de har en bold i fødderne, og så bliver det i dag svært mod et godt spillende HB Køge-hold.

Fokus de næste par uger er at få vores organisation på plads, så vi gør det sværere for vores modstanderne at finde så god plads på banen, som de har fået i de første par kampe.

Så det bliver det selvfølgelig et nyt hold, når alle mand kommer i ordentlig form, og ikke mindst at få alle spillere retur fra ferie. Truppen ser stærk ud, og der bliver en sund kamp om pladserne, så vi er fortrøstningsfulde."

På lørdag kl. 11.00 er det U19's tur til at være de yngste, når Hvalsøs serie 1-hold gæster Holbæk.

(Billede: Jesper Halling der scorede i begge kampe)