Næste kamp - Danmarksserien Pulje 1

Stenløse BK - Holbæk B&I

Stenløse Stadion

image description

Klubhistorie

100 år med fodbold i Holbæk
HB&I blev stiftet i 1931, men forud var gået en periode med godt og organiseret fodboldspil i Holbæk. I året 1900 blev Holbæk Idrætsforening dannet med cricket, atletik, gymnastik og fodbold som foreningens aktiviteter. Forud for den tid var der blevet spillet fodbold i Holbæk på markedspladsen i vinterhalvåret. Det var roklubbens medlemmer, der holdt formen ved lige på den måde. Holbæk Idrætsforening klarede sig godt.

Da S.B.U. var blevet dannet i sommeren 1902, vandt Holbæk den første turnering under den nye union ved under bidende kulde at slå Vordingborg Seminariums Boldklub i finalen med 2 - 0 søndag d. 7. december 1902.

I tiden frem til 1924 kom Holbæk i finalen hele 9 gange, men finalesejren i 1924 over Fredensborg med 3 - 2 bevirkede imidlertid, at en gruppe af foreningens medlemmer brød ud. Disse medlemmer dannede samme år Holbæk Boldklub, som udelukkende havde fodbold på programmet.

Opsplitningen af byens fodboldspillere i to konkurrerende klubber var dog mere end begge kunne klare. Turneringsmæssigt gik det skidt for begge parter, og derved blev grunden lagt til igen at samle kræfterne , og det skete endeligt ved at de to klubber slog sig sammen d. 4. august 1931 under navnet Holbæk Bold & Idrætsforening med fodbold som eneste aktivitet.

Danmarks fodboldby nr. 1 .....

Efter gennem en længere årrække at have tilkæmpet sig en position som en af egnens fodboldklubber startede den sportslige fremgang for HB&I for alvor i begyndelsen af 1960'erne

Fra sjællandsserien gik det op gennem 4. division med nogle års ophold i 3. division og 2. division, inden det store mål - oprykning til 1. division - blev en realitet i sæsonen 1972. Det foreløbige sportslige højdepunkt i klubbens historie blev nået med turneringen i 1975, hvor HB&I fik sølvmedaljer á point med Danmarksmesteren Køge. I samme sæson nåede HB&I også frem til finalen i Landspokalturneringen - en sportslig triumf der blev gentaget i 1976.

I denne periode var Holbæk hele Danmarks fodboldby nr. 1 med tilskuertal til både ude- og hjemmekampe, der selv i dag ligger langt over, hvad de fleste klubber i Superligaen kan præstere

- igen på vej mod toppen .....

I forbindelse med indførelsen af mulighederne for at etablere professionel fodbold i Danmark i midten af 1970'erne, forsøgte HB&I sig også, men var for sent ude. Toget var kørt, og en sportslig nedtur tog sin begyndelse. HB&I gled langsomt ned gennem rækkerne for til sidst at ende i udgangspunktet: Sjællandsserien i 1993.

Dette er kun en meget lille forsmag på vores historie. Du kan læse meget mere i bogen der hedder En Fodboldklub i Provinsen og som er skrevet af æresmedlem Aksel Hansen. Bogen kan bl.a. lånes på biblioteket.